
Dato for udgivelse	03 nov 2025 10:43
Dato for afsagt dom/kendelse/afgørelse/styresignal	17 sep 2025 10:28
SKM-nummer	SKM2025.615.BR
Myndighed	Byret
Ansvarlig styrelse	Skattestyrelsen
Sagsnummer	BS-46279/2023-LYN og BS-62196/2023-LYN
Dokument type	Dom
Overordnede emner	Moms og lønsumsafgift
Overemner-emner	Fradrag
Emneord	Afgiftspligt, fradragsret, forudfakturering
Resumé	Byretten (tre dommere) fandt, at to koncernforbundne afgiftspligtige personer, hvoraf den ene leverede ydelser til den anden, ikke havde godtgjort, at afgiftspligten og fradragsretten indtrådte på forudfaktureringstidspunktet. Afgiftspligten og fradragsretten indtrådte derfor på tidspunkterne for gennemførelsen af de enkelte ydelser, jf. momslovens § 23. Retten lagde vægt på, at fakturaen ikke levede op til fakturakravene, hvorfor bevisbyrden for, at de fremtidige ydelser på fakturatidspunktet var klart specificerede, var skærpet. Skattestyrelsen var berettiget til at ændre en tidligere afgørelse om at anse forudfaktureringstidspunktet som tidspunktet for fradragsrettens indtræden i relation til den samme moms. Skatteministeriet blev derfor frifundet.
Reference(r)	Momslovens § 23
Henvisning	Den juridiske vejledning, 2025-2, D.A.6.2.1.4
Henvisning	Den juridiske vejledning, 2025-2, D.A.7.2.1

Sagerne BS-46279/2023-LYN og BS-62196/2023-LYN

Parter

H1
og

H2

(v/ advokat Thomas Frøbert v/advokat Birka Wendy Mouritzen, for begge)

mod

Skatteministeriet

(v/ advokat Rune Bo Holm Schønsted)

Denne afgørelse er truffet af dommer Britt Falster Klitgaard, dommer Seerup og retsassessor Signe Bruun Østergaard.

Sagens baggrund og parternes påstande

Sagerne, der er sambehandlet, er anlagt den 18. september 2023, og angår en anfægtelse af Skattestyrelsens afgørelser af 19. og 28. juni 2023.

Ved afgørelse af 19. juni 2023 har Skattestyrelsen forhøjet H1's momstilsvar for regnskabsåret 2019/2020 med 1.858.540 kr., hvoraf 1.531.611 kr. anfægtes.

Ved afgørelse af 28. juni 2023 har Skattestyrelsen forhøjet H2's momstilsvar for regnskabsåret 2019/2020 med 20.114.375 kr., der anfægtes i det hele.

Selskabet G1-virksomhed blev den 5. september 2019 i medfør af momslovens § 47, stk. 4, fællesregistreret med H1 med sidstnævnte som det afregnende selskab. Fællesregistreringen havde bl.a. til følge, at G1-virksomhed og H1 fra den 5. september 2019 skulle anses som en afgiftspligtig person, jf. momslovens § 3, stk. 3.

Den 24. oktober 2019 udstedte G1-virksomhed en faktura til G2-virksomhed. G2-virksomhed blev opløst den 7. september 2021 som følge af en fusion med H2.

De ovenfor nævnte selskaber er alle koncernforbundne.

Sagen angår fastlæggelse af leveringstidspunktet efter momslovens § 23 i relation til de leverancer, som er omfattet af fakturaen af 24. oktober 2019. Leverancen er i fakturaen beskrevet som "Vedligehold forudfakturering". Det fakturerede beløb udgør 100.571.875 kr., hvoraf 20.114.375 kr. udgør moms. Fakturaen er betalt den 31. oktober 2019.

H1 har i sagsnr. BS-46279/2023-LYN nedlagt påstand om, at Skatteministeriet skal tilpligtes at betale 1.531.611 kr. med procesrente fra den 19. maj 2021.

H2 har i sagsnr. BS-62196/2023-LYN nedlagt påstand om, at Skatteministeriet skal tilpligtes at betale 20.114.375 kr. med tillæg af procesrente fra den 14. juli 2023.

I begge sager har Skatteministeriet påstået frifindelse subsidiært hjemvisning.

Forklaringer

NK har som vidne forklaret, at han arbejdede som koncernchef i (red.fjernet.koncern) fra 1. juni 2017 til 10. oktober 2022. Siden 10. oktober 2022 har han været bestyrelsesmedlem i H2, som nu er børsnoteret. I selskaberne G2-virksomhed og G1-virksomhed var han bestyrelsesformand i 2018 og 2019.

Forespurgt til faktura, ekstraktens side 235, har vidnet forklaret, at han kan genkende fakturaen. Der er tale om en faktura fra G1-virksomhed til G2-virksomhed vedrørende forudbetalte serviceydelser på 40 busser. Der var indgået en mundtlig aftale om serviceydelserne. Hensigten med forudfakture-ringen var at effektivisere på værkstedssiden således, at serviceaftalen dækkede hele bussens afskrivningsperiode på 14 år. Med aftalen sikrede de, at værkstedet havde incitament til at levere de bedst mulige værkstedsydelser til den bedst mulige pris. Værkstedet ville med ordningen i højere grad forhøje bussernes standard frem for at løse akutte reparationsopgaver. Forudbetalingen omfattede alle serviceydelser på busserne i den resterende afskrivningsperiode. Risikoen var flyttet over på G1-virksomhed. Det angik alle reparationer, motorskifte, forebyggende ydelser mv. Det eneste, som kunne gøre, at en bus ikke længere var omfattet af forudfaktureringen, var, hvis bussen blev totalskadet. Hvis det var tilfældet, kunne den forhandles ud af aftalen. I det tilfælde ville man tage bussen ud af den tilbageværende del af aftalen, og en ny bus ville træde i stedet på ruten. G2-virksomhed ville ikke få tilbagebetalt ydelsen vedrørende denne bus. Det ville eventuelt kunne indgå i en aftale omkring den nye bus. G2-virksomhed ville på intet tidspunkt få noget tilbagebetalt fra forudbetalingen. Ingen af de 40 busser er blevet totalskadet i serviceperioden.

Forevist skema, ekstraktens side 233, har vidnet forklaret, at han har set det foreviste skema før. Skemaet er en specifikation af den føromtalte faktura. Skemaet oplister de 40 busser, som fakturaen omfattede. Det er bussernes mærke, model, alder, registreringsnummer mv., som angives. Serviceydelserne skulle løbe, indtil busserne var 14 år gamle. Derfor angives det i skemaet, hvor mange måneder der resterede til "udfakturering"/afskrivningens afslutning. Der er ligeledes en opgørelse af prisen for serviceydelsen for den enkelte bus. Angivelse af 120 måneder i alder for en bus betyder, at bussen er ti år gammel. Specifikationen blev sendt sammen med fakturaen. Han var ikke i tvivl om, hvilke ydelser der var omfattet af aftalen. På tidspunktet for indgåelsen af den mundtlige aftale var G1-virksomhed vant til at yde service på G2-virksomhed’s busser. Det var de samme ydelser som hidtil, der skulle leveres. Det nye var forudfaktureringen, der gav muligheden for at udgiftstyre. Det var både reparationer og forbedringer, som var omfattet af aftalen. Udskiftning til et nyt og bedre bakkamera kunne eksempelvis være omfattet.

Han ved ikke, om virksomhederne havde orienteret de danske skattemyndigheder om, at der ikke eksisterede en skriftlig aftale som baggrund for forudfaktureringen. Han kender ikke til fællesregistreringen mellem H1 og G1-virksomhed.

Parternes anbringender

H1 og H2 har i deres påstandsdokument påberåbt følgende hovedanbringender:

"Til støtte for påstandene gør Sagsøgerne principalt gældende, at det momsmæssige leveringstidspunkt er faktureringstidspunktet den 24. oktober 2019, idet fakturaen er udstedt inden leverancerne er foretaget og inden G2-virksomhed har betalt for leverancerne, jf. momslovens § 23, stk. 2. Der er således tale om en forudfakturering og ikke en forudbetaling, som antaget af Skattestyrelsen og Skatteministeriet.

Hverken momsloven, momssystemdirektivet eller EU-Domstolens praksis stiller særlige specifikationskrav til fakturaer, der er udstedt inden leverancen gennemføres. Leveringstidspunktet er faktureringstidspunktet, uanset detaljeringsgraden i parternes aftale- og faktureringsgrundlag, når fakturaen i øvrigt lever op til de almindelige fakturakrav i momsbekendtgørelsens § 58, hvilket ikke var bestridt af Skattestyrelsen. Skatteministeriets synspunkt for domstolene om, at Forudfaktureringen ikke er forskriftsmæssig synes at være en belejlig efterrationalisering og kan ikke tiltrædes.

Selv hvis retten måtte finde, at de specifikationskrav, der er udviklet gennem EU-Domstolens praksis, der gælder for forudbetalinger efter momslovens § 23, stk. 3, og momssystemdirektivets art. 65, finder analog anvendelse ved forudfaktureringer, gør Sagsøgerne til støtte for de nedlagte påstande subsidiært gældende, at leverancerne omfattet af Forudfaktureringen var tilstrækkeligt identificerede af G1-virksomhed på fakturatidspunktet den 24. oktober 2019.

Endelig gør Sagsøgerne mere subsidiært gældende, at Skattestyrelsen ikke har haft hjemmel til at tilbagekalde sin afgørelse mod G2-virksomhed af 20. november 2020, hvor Skattestyrelsen netop anerkendte den momsmæssige behandling af Forudfaktureringen, hvorved Skattestyrelsens afgørelser af hhv. 19. juni 2023 mod H1 og 28. juni 2023 mod H2, er ulovlige og ikke kan opretholdes.

Måtte retten give Sagsøgerne medhold i ovenstående, gøres følgende gældende af hver af Sagsøgerne:

For så vidt angår G2-virksomhed (som sagsøger: H2) gøres det gældende, at G2-virksomhed var berettiget til fradragsret for moms af hovedstolen på Forudfaktureringen, svarende til 20.114.375 kr. i momsperioden 2.halvår 2019. Det er mellem parterne ubestridt, at G2-virksomhed havde fuld fradragsret for indgående moms.

Skatteministeriet skal således betale 20.114.375 kr. med tillæg af renter til H2.

For så vidt angår G1-virksomhed (som sagsøger: H1) gøres det gældende, at Fællesregistreringen kan medregne omsætningen fra Forudfaktureringen som momspligtig omsætning ved opgørelse af Fællesregistreringens momsfradragsprocent for regnskabsåret 2019/2020, hvorved denne udgør 34 % som opgjort af H1.

Skatteministeriet skal således betale 1.531.611 kr. med tillæg af renter til H1.

Omdrejningspunktet i sagen vedrører primært sammenhængen mellem de momsretlige regler om forudbetaling og fakturering. Således forudsætter rettens stillingtagen i sagen dels fortolkningen af momssystemdirektivets art. 66, stk. 1, litra a ..., som implementeret ved momslovens § 23, stk. 2 ... (om afgiftspligtens indtræden ved fakturering), og dels fortolkningen af momssystemdirektivets art. 65 ..., som implementeret ved momslovens § 23, stk. 3 ... (om afgiftspligtens indtræden ved forudbetaling)."

Skatteministeriet har i sit påstandsdokument påberåbt følgende anbringender (nummereringer og overflødige linjeskift er fjernet):

"Skatteministeriets principale påstande

Det påhviler H2 (som er det fortsættende selskab efter fusionen med G2-virksomhed) at godtgøre, at betingelserne for momsfradrag i andet halvår af 2019 er opfyldt i relation til fakturaen af 24. oktober 2019 ... H2’s bevisbyrde er i denne sag skærpet som følge af interessefællesskabet mellem G1-virksomhed og G2-virksomhed/H2, ... Bevisbyrden er yderligere skærpet som følge af de i sagen foreliggende usædvanlige omstændigheder, herunder at H2 (og samtlige øvrige selskaber i koncernen) tilsyneladende har forlagt den skriftlige kontrakt om levering af de ydelser, som fakturaen angiveligt angår, selvom kontrakten stadig regulerer den løbende samhandel mellem selskaberne, og at fakturaen ingenlunde lever op til de almindelige fakturakrav,... H2 har ikke løftet denne (skærpede) bevisbyrde for, at betingelserne for momsfradrag i andet halvår af 2019 er opfyldt, herunder at der efter momslovens § 23 er sket levering i forbindelse med H1’s udstedelse af fakturaen den 24. oktober 2019. Tilsvarende har H1 ikke løftet sin (skærpede) bevisbyrde for, at fakturaen af 24. oktober 2019 skal medregnes med opgørelsen af H1's (fællesregistreringens) fradragsprocent for den omhandlede periode, jf. momslovens § 38, stk. 1, jf. § 23.

Hovedreglen efter momslovens § 23, stk. 1, og momssystemdirektivets artikel 63 er, at afgiftspligten indtræder på det tidspunkt, hvor leveringen af varen eller ydelsen finder sted (leveringstidspunktet). Momslovens § 23, stk. 2, som har hjemmel i momssystemdirektivets artikel 66, hvorefter faktureringstidspunktet efter omstændighederne kan anses for leveringstidspunkt, skal som en undtagelse til hovedreglen fortolkes indskrænkende, ... I nærværende sag er faktureringen foretaget inden den faktiske gennemførelse af leverancerne fra G1-virksomhed til G2-virksomhed. Det er derfor et krav for at anse faktureringstidspunktet for leveringstidspunkt, at ydelserne på dette tidspunkt var klart identificeret, og at gennemførelsen af leverancerne ikke var usikker, ... Det er ikke rigtigt, som selskaberne anfører, at der ikke gælder de samme specifikations- og identifikationskrav ved forudfaktureringer som ved forudbetalinger. H1's synspunkt er tilsyneladende, at selvom en leverance ikke er tilstrækkeligt identificeret på betalingstidspunktet, så kan betalingstidspunktet — eller endda et tidligere tidspunkt — alligevel anses som leveringstidspunkt, hvis blot der udstedes en faktura, som (heller) ikke identificerer leverancen. ... Der er ingen holdepunkter for, at der skulle gælde forskellige identifikationskrav ved forudbetalinger og forudfaktureringer. Tværtimod er det udtryk for en fravigelse fra udgangspunktet i momslovens § 23, stk. 1, og momssystemets artikel 63 både at anse forudbetalingstidspunktet og forudfaktureringstidspunktet som leveringstidspunkt, hvilket taler for, at der stilles ens identifikationskrav ved forudbetalinger og forudfaktureringer, ... det [er] levering af varer og tjenesteydelser, der er momspligtige og ikke betalingerne herfor, hvilket indebærer et krav om klar identifikation af varerne/ydelserne, før momspligt kan indtræde. Nøjagtig på samme måde er det ikke selve fakturaudstedelsen, der udløser momspligt, hvilket tilsvarende må indebære et krav om klar identifikation af de varer/ydelser, en faktura angår, og dette har naturligvis har særlig betydning, hvor en faktura (som her) ikke på tilstrækkelig vis angiver arten og omfanget af de ydelser, den angår. ... I overensstemmelse med ovenstående følger Skattestyrelsen og Skatterådet en fast praksis, hvorefter identifikationskravene ved forudbetalinger og forudfaktureringer er de samme, ... Det påhviler på ovenstående baggrund sagsøgerne at godtgøre, at de ydelser, som H1’s Værksted skulle levere til G2-virksomhed, var klart identificeret på faktureringstidspunktet, og at gennemførelsen af leveringen ikke var usikker, ... Under de foreliggende helt usædvanlige omstændigheder, hvor både H1, G1-virksomhed og G2-virksomhed tilsyneladende har forlagt den skriftlige aftale (selvom aftalen angiveligt stadig er gældende de næste mange år) må sagsøgerne føre et sikkert bevis for, at de fremtidige ydelser på faktureringstidspunktet var klart identificeret og for, at gennemførelsen af leverancerne ikke var usikker. Der foreligger ikke oplysninger — endsige objektivt dokumenterbare oplysninger - om, hvorvidt parterne kunne træde tilbage fra aftalen, og under hvilke betingelser der i givet fald skulle ske tilbagebetaling i relation til ikke-leverede ydelser. Allerede derfor kan faktureringstidspunktet ikke anses for leveringstidspunkt, ... Hertil kommer yderligere, at sagsøgerne ikke har dokumenteret, at de fremtidige ydelser var klart identificeret på tidspunktet for faktureringen. Tværtimod har sagsøgerne ikke fremlagt et skriftligt aftalegrundlag, og den fremlagte faktura ... er reelt intetsigende, idet den blot angiver ydelserne som "Vedligehold forudfakturering". Beskrivelsen lever end ikke op til fakturakravene i momsbekendtgørelsens § 58 ... Det er ikke dokumenteret, at listen i excel-filen ... er en del af fakturagrundlaget. Det fremgår ikke af listen, hvornår den er udarbejdet, eller om den er fremsendt samtidig med udstedelsen af fakturaen. På fakturatidspunktet var det således ikke fastlagt, hvad der skulle serviceres og med hvilke ydelser. Selv hvis bilag ... var en del af fakturagrundlaget, var det under alle omstændigheder ikke fastlagt, hvilke ydelser der skulle leveres. Bilag[et] indeholder ingen oplysninger herom, og partsindlæggene til Landsskatteretten ... fra H1's repræsentant, R1-revision, som er udarbejdet i 2023 til brug for skattesagen, har i sagens natur ingen bevismæssig vægt. Parterne er enige om, at det under alle omstændigheder er en betingelse for at anse forudfaktureringstidspunktet for leveringstidspunkt efter momslovens § 23, at fakturaen opfylder de almindelige fakturakrav. Det gør fakturaen af 24. oktober 2019 ikke.

Skattestyrelsens afgørelse af 20. november 2020 er uden betydning

G2-virksomhed angav for andet halvår af 2019 et negativt momstilsvar på 19.806.483 kr., som bl.a. omfattede indgående afgift på 20.114.375 kr., i relation til fakturaen af 24. oktober 2019 ... Skattestyrelsen anmodede i forbindelse med en udbetalingskontrol G2-virksomhed om at fremsende den kontrakt, der lå til grund for (forud)faktureringen G2-virksomhed fremsendte ikke kontrakten, men oplyste følgende i en mail til Skattestyrelsen:

"Værkstedet forpligter sig til at udføre eller lade udføre al service og vedligeholdelse ifølge serviceplan. Desuden forpligter værkstedet sig til at afholde alle omkostninger til at holde busserne i drift. I det omfang værkstedet ikke selv er i stand til at udføre ovennævnte, udføres dette for værkstedets regning på autoriseret værksted." G2-virksomhed har ikke fremlagt den omtalte "serviceplan", og selskabet oplyste ikke over for Skattestyrelsen, at kontrakten ikke (længere) eksisterede. Citatet fremstår i mailen ... som om, det er 'klippet ind' direkte fra en kontrakt, ligesom det af mailen fremgår, at kontrakten stadig var gældende og skulle være det de næste 14 år. På denne baggrund lagde Skattestyrelsen til grund, at der eksisterede en kontrakt med en uddybende regulering af vedligeholdelsesydelserne og vilkårene herfor, og Skattestyrelsen godkendte på denne baggrund ved afgørelse af 20. november 2020 ... G2-virksomheds angivelse af det negative momstilsvar. Som nævnt modtog Skattestyrelsen ikke i forbindelse med udbetalingskontrollen aftalegrundlaget i relation til vedligeholdelsesydelserne, og det fremgår af afgørelsen af 20. november 2020, at "Bemærk, at vi har godkendt jeres afgiftstilsvar for perioden ud fra de oplysninger, vi har. Dette udelukker ikke, at vi kan gennemgå og ændre det igen på et senere tidspunkt. Husk derfor at gemme alt materialet." I forbindelse med, at G1-virksomhed den 28. april 2021 anmodede om genoptagelse af sit momstilsvar for perioden 1. marts 2019 til den 29. februar 2020 ..., blev Skattestyrelsen opmærksom på, at koncernen ikke var i besiddelse af en kontrakt. G1-virksomhed er ikke adressat for afgørelsen af 20. november 2020 ... og kan under ingen omstændigheder støtte ret på denne, og afgørelsen er heller ikke til hinder for, at Skattestyrelsen efterfølgende forhøjede G2-virksomheds momstilsvar som sket. I modsat fald ville G2-virksomhed opnå en retsstilling i strid med loven, og det er der intet grundlag for. Efter skatteforvaltningslovens § 31, stk. 1, 1. pkt. ..., kan Skattestyrelsen varsle en ændring af afgiftstilsvaret indtil tre år efter angivelsesfristens udløb. Skattestyrelsen har ubestridt overholdt denne frist, og Skattestyrelsen tog i afgørelsen af 20. november 2020 netop forbehold for en senere ændring (inden for fristen), jf. ovenfor. Forbeholdet blev aktualiseret, da det efterfølgende viste sig, at der ikke eksisterede en skriftlig aftale eller anden dokumentation, som kunne opfylde identifikationskravene.

Hertil kommer, at det, jf. ovenfor, må lægges til grund, at der ikke i relation til fakturaen af 24. oktober 2019 skete levering i andet halvår af 2019, jf. momslovens § 23. Der er derfor ikke hjemmel til at fradrage momsen i henhold til fakturaen i denne afgiftsperiode. Herefter, og da der ikke foreligger særlige omstændigheder, som kan begrunde en fravigelse fra udgangspunktet om, at en ulovhjemlet afgørelse kan tilbagekaldes, har Skattestyrelsen også af denne selvstændige grund været berettiget til at tilbagekalde og ændre afgørelsen af 20. november 2020, ... G2-virksomhed har i øvrigt ikke godtgjort, at selskabet har disponeret i tillid til afgørelsen af 20. november 2020.

Skatteministeriets subsidiære påstand

Parterne har under hovedforhandlingen nærmere redegjort for deres opfattelse af sagen.

Rettens begrundelse og resultat

Ydelsernes leveringstidspunkt

Det følger af momslovens § 23, stk. 1 og 2, at momspligten indtræder på det tidspunkt, hvor leveringen af varen eller ydelsen finder sted. Udstedes en faktura over en leverance, anses faktureringstidspunktet som leveringstidspunkt, for så vidt faktureringen sker inden eller snarest efter leverancens afslutning. Leveringstidspunktet i momslovens forstand kan således fremrykkes til faktureringstidspunktet, hvis fakturaen opfylder de almindelige krav til fakturaens indhold, jf. momsbekendtgørelsens § 58, herunder en beskrivelse af omfanget og arten af de ydelser, som leveres, samt den aftalte dato for ydelsernes levering eller afslutning. Momspligten påhviler den ydelse, der forudfaktureres og forudbetales, og ikke selve betalingen. Skal leveringstidspunktet fremrykkes til tidspunktet for forudfakturering, kræves det således, at ydelserne er klart identificerede. Alle relevante enkeltheder vedrørende ydelserne skal fremgå, ligesom det skal være klart for de kontraherende parter, hvilke økonomiske forpligtelser, de har påtaget sig med faktureringen og betalingen.

Efter bevisførelsen lægger retten til grund, at faktura på 100.571.875 kr. blev udstedt den 24. oktober 2019 af G1-virksomhed til G2-virksomhed på baggrund af en mundtlig aftale mellem de to selskaber. Fakturaens ydelsesbeskrivelse er "Vedligehold forudfakturering" og fakturaen var angiveligt ledsaget af et udateret bilag med angivelse af 40 identificerede busser. G2-virksomhed betalte fakturaen den 31. oktober 2019. Det er ubestridt, at der var tale om en forudfakturering af serviceydelser.

Da momskravet bygger på en faktura på mere end 100 mio. kr., der alene er støttet på en mundtlig aftale indgået mellem koncernforbundne selskaber med personsammenfald i ledelsesgruppen, og idet fakturaen selv i sammenhæng med det ledsagende bilag ikke opfylder momsbekendtgørelsens beskrivelses-krav, påhviler der sagsøgerne et skærpet beviskrav.

Sagsøger har afgivet skiftende forklaringer om aftalegrundlaget, og efter vidneforklaringen fremstår det fortsat uklart, hvilke forpligtelser der påhvilede G1-virksomhed i relation til vedligeholdelse og forbedring af busserne tilhørende G2-virksomhed. Det er heller ikke dokumenteret, på hvilke vilkår vedligeholdelsesaftalen mellem de to selskaber kunne ændres eller opsiges. Retten finder herefter, at sagsøgerne ikke har løftet deres skærpede bevisbyrde for, at ydelserne for det fakturerede beløb var identificeret i et sådant omfang, at faktureringstidspunktet skal betragtes som leveringstidspunkt i momslovens forstand. Som følge heraf skal leveringstidspunktet og dermed momspligtens indtræden fastsættes til det tidspunkt, hvor serviceydelserne fra G1-virksomhed faktisk blev leveret til G2-virksomhed.

Ændring af tidligere afgørelse

Skattestyrelsens afgørelse af 20. november 2020 var forårsaget af en anmodning fra G2-virksomhed om udbetaling af 19.806.483 kr. i moms. G2-virksomhed henviste under Skattestyrelsens behandling til, at det formelle kontraktsgrundlag ikke kunne fremfindes, og at G1-virksomhed forpligtede sig til at udføre al service og vedligehold ifølge 'serviceplan', samt bekoste at busserne var i drift. Skattestyrelsen lagde ved sin udbetalingskontrol til grund, at leveringstidspunktet for de momsbelagte ydelser var sammenfaldende med forudfaktureringstidspunktet. Skattestyrelsen godkendte derfor udbetalingen af det nævnte momsbeløb, men tog udtrykkeligt forbehold for genoptagelse og ændring af afgørelsen på baggrund af en fornyet gennemgang af sagens oplysninger.

Skattestyrelsen genoptog i 2023 kontrollen af momstilsvaret for G2-virksomhed på baggrund af behandlingen af en genoptagelsesanmodning fra G1-virksomhed. Under den sag kom det frem, at det skriftlige kontraktsgrundlag ikke kunne findes, og under hovedforhandlingen i nærværende sag blev det fastslået, at et sådant aldrig har eksisteret, ligesom den omtalte serviceplan ikke har været fremlagt.

De nye oplysninger er afgørende for at fastslå, at der ikke havde været hjemmel til at anse forudfaktureringstidspunktet for leveringstidspunkt. Retten finder derfor, at Skattestyrelsen var berettiget til at genoptage sin tidligere afgørelse og ændre den som sket.

Herefter tager retten Skatteministeriets frifindelsespåstand til følge i begge de sambehandlede sager.

Sagsgenstand i de sambehandlede sager udgør i alt 21.645.986 kr. I sager om så store beløb må sagsomkostningerne fastsættes skønsmæssigt efter en vurdering af, hvad der kan anses for rimeligt, også under hensyn til sagens omfang og karakter. Sagsomkostningerne er på den baggrund fastsat til dækning af advokatudgift inklusive moms med 500.000 kr. Retten har ved udmålingen lagt vægt på, at Skatteministeriet har været repræsenteret ved samme advokat i de to sager. Ved den indbyrdes fordeling mellem sagsøgerne har retten lagt vægt på, at sagsgenstanden i sag BS-46279/2023-LYN med H1 som sagsøger er på 1.531.611 kr. og at sagsgenstanden i sag BS-62196/2023-LYN med H2 som sagsøger er på 20.114.375 kr.,

THI KENDES FOR RET:

Sag BS-46279/2023-LYN
Skatteministeriet frifindes.

H1 skal inden 14 dage til Skatteministeriet betale sagsomkostninger med 120.000 kr.

Sagsomkostningerne bliver forrentet efter rentelovens § 8 a.

Sag BS-62196/2023-LYN
Skatteministeriet frifindes.

H2 skal inden 14 dage til Skatteministeriet betale sagsomkostninger med 380.000 kr.

Sagsomkostningerne bliver forrentet efter rentelovens § 8 a.